Op og ned

Hvor er det underligt, at man på nogle fronter kan føle sig helt fremme i bussen, højtudvilket, åndelig og ualmindelig livsklog af sin alder, og på andre føle at man sakker helt vildt langt bagud, hængende i en tynd tråd efter den der bus. Om almindelige problemer, som man kan læse sig til, at alle åbenbart har, som virker så store at det næsten ikke er til at bære. Selvom det hverken handler om sult, sygdom eller økonomisk krise. Usynligheden i sig selv er også pinefuld: Det burde være godt, hvorfor er det så svært? …Jeg har for eksempel ingen synlige traumer i min forhistorie, jeg kan hænge min hat på. Ingen. None. Nada. Hvorfor kan jeg så ikke bare gøre det ordenligt, for helvede? Et langt stykke af vejen er jeg endda en dygtig buddhist. Mediterer, dyrker yoga, spiser økosvanemærket vegetarmad. Men alligevel… urolig.